misteSkrevet af Pskoterapeut & Parterapeut Mads Vang Christensen

At miste sin mor eller far som barn, er at miste sin fremtid, ens forbillede som voksen.
Ens barnesjæl bliver mildes talt revet over og den umiddelbare redning, er at splitte sig op og skille sig af med smerten. En smerte der er så svær at rumme, umulig at sætte ord på, det nærmeste er at sætte ord, på alt andet end smerten.

Opmærksomheden rettes mod alt det, der foregår udenfor smertekroppen, opmærksomhed på den tilbageværende forældre, opmærksomhed på ikke at gøre nogen kede af det. De skjulte erindringer går på billeder og situationer med den afdøde, og en snigende skyld, kan komme ind på de uartige ting, man har gjort, hvor far/mor blev vred. Tanker på at hvis bare man havde været mere sød, og ikke havde ødelagt det ene og det andet. Barnesindet leder efter hvad der gik galt og derved vågner logikken og det at være voksen.

Enhver barn der har oplevet krig og traumatiske situationer bliver hurtig voksen, da verden ikke længere er en tryg legeplads, det kræver at kunne vokse i. Overlevelse og beskyttertrang bliver et sikkert sted at være, for man ved aldrig hvornår man mister noget af det man har kært. Det at knytte sig til andre, forbindes ubevidst med den smerte der nu ligger i barnekroppen, og skal for enhver pris undgås, da det forbindes med død og udslettelse. Og navnlig det at være et barn, er også at være en del af mor og far.

Børn der mister en af deres forældre inden 12års alderen, kaldes for tabsbørn og forbindes med det tab de har lidt. Der vil være stor forskel på hvordan børn mister deres forældre på og hvor meget der bliver taget hånd om barnets sorg. Men selv den dag i dag, er der ingen i børnenes verden, der er rustet til at tage fat i så stor en smerte som barnet gennemgår. Det kan ikke bortdrives som voksne ofte plejer at takle børns gråd, såsom: ”det skal nok gå over”, ”nu skal du ikke græde mere”, trøst og slik og det at få barnet på andre tanker, er her ikke længere på sin plads og døden er ikke det vi er mest fortrolig med.

Skoler og institutioner er dog blevet klar over problemet, men stå magtesløse over hvad de skal gøre og gribe. Mange hensyn bliver taget, for at beskytte barnet i den bedste mening, hvilket kan ske i at barnet ikke ser den af forældrene der er død, ligeledes kommer barnet ikke med til begravelse. Alt sammen sjælekvaler der kun er med til at balsamerer sorgen og give fantasien frit spil for barnet, da det ikke kan forholde sig til døden og ikke har nogen erfaring med det.

Er far eller mor døde, er det ikke anderledes end, at vedkommende lige så godt kunne være ude og handle. Der kommer ikke en slutning på det, og den døde forældre lever så, og barnet kan fantaserer om at far eller mor lever videre i det skjulte, og kan i sit eget lille sind kikke efter navneskilte for at se om far eller mor skulle bo der.

Jeg vil vove den påstand, at tabet er uopretteligt og det tab og den sorg der er forbundet med det, er en livslang sorg og den kan ikke forløses, kun accepteres. Jo bedre accepten er og rummeligheden for at give sig lov til at sørge og give efter for sorgen og de forløsende tåre det giver, jo nemmere er det at komme i kontakt med glæder og livslyst, for en tid.

En af årsagerne til det, er at børn er limbiske, hvilket vil sige at de lærer og er i deres følelser hele tiden, hvilket forklare, at forældre tit kan rive håret af sig selv, når børn ikke tage ved lære, når de får fortalt ud fra forståelse, hvad de må og ikke må. Børn forståelse og sammenhæng mellem årsag og konsekvens, kan de først se og forstå, når de i 10 til 14årsalderen begynder at bruge den logiske analytiske del af hjernen. Og det er denne analytiske og logiske voksne del, der vækkes til live for det barn, som på et følelsesmæssigt plan bliver revet midt over. Umiddelbart et sund redningsforsøg af kroppen selv, at få splittet sig af, med smerten. Tilbage står barnet med den voksne logik og opmærksomhed udadrettet, men denne logiske forståelse er ikke det, der kan give ro i sjælen, for følelser er ikke logiske og det at miste sin far, er ikke logik. Så sindet vil lede efter svar, og hviler ikke før det har fundet det, en håbløs søgen og da søgningen ikke finder svar i viden og kløgt, men i barnet selv. Her kan barnet finde sin utilstrækkelighed og i det har barnet ikke være god nok til, at opretholde den afdøde forældres glæde og derfor gået bort. Dette giver en skyld, som holdes i live af den angst der omkredser følelseslivet, da følelsesmæssige chok, er følelseslivet indkapslet i angst, der tjener at holde følelserne ude, med de oplevelser det er at møde døden.

Tilbage står nu farlige følelser eller forbudte følelser og en voksenforståelse, i det barn der stadig vokser. Det vil sige, at barnet ikke vokser, men er hoppet over i en voksenadfærd, en tillæring gennem opmærksomhed på andre voksne, en kopiering og ikke en modning med følelserne. Husk tilknytning til stærke følelsesmæssige bånd, truer med erindringen om at miste det dyrebareste. Nu er det sådan at vi består af mere end intellektets forståelse og følelser.

Lidt simpelt sagt, høre den logiske analytiske forståelse, til den venstre hjerne halvdel og følelserne ligger i hjernestammen, der ligger i mellem begge hjernehalvdelene og ned af mod rygsøjlen. Tilbage er den højrehjernedel, det er den som rummer kropsbevidsthed, følelsesmæssigt intelligens, visdom, symboler og fantasi som tilsammen giver en visuel og kreativ rummelighed. Det er den del der danner helhed og forståelse i det uforklarlige logisk set. For naturmennesker og primitive stammer er denne del af hjernen højt udviklet, da de lever i kontakt med naturen og deres åndelighed, mystik og overtro. Kort sagt en forståelse af døden som en naturlig del af verden, alting er i et sammenhæng i en cyklus. De beder til solen, takker dyrene for den føde de giver, holder ritualer for at ikke gøre guder eller ånder gale.

Selv i visse lande er døden, noget glædelig og der holdes fest i flere dage. Opdragelse og visdom gives gennem historier om forfædre som tilbedes for deres egen tilstedeværelse i dag.

Så når vi kikker på det der mangler i dag, for at kunne forholde sig til dødsfald af en forældre og bare døden i hele taget, ja så er det måden at takle livet og helheden. Så er det vores indre visdom som beriges gennem åndelighed, historierne, myterne, sagaerne og heltene og deres død og levned, og for ikke at glemme vores egen nordiske mytologi, som rummer forskellige dødsriger. Deriblandt dødsriget for dem der kæmpede og stod op for sig selv. Vi kæmper ikke længere mod naturens kræfter og sult og vrede ånder, der får skylden. Vi har ikke længere læren, visdommen genne myter og fortællinger, der giver en følelsesmæssigt helhed og forståelse af den cyklus der hedder liv og død. Vi søger ikke trøst i kristendommen eller gamle guder, gode feer og ånder og vi giver det slet ikke videre til vores børn gennem fortællingerne.

Så skal vi ruste vores børn til det der hedder livet, må vi også forholde os til døden, og det arbejde forgår bedst igennem de gamle sagn, myterne og historierne. Her hvor heltene kæmper og dør og deres tilstedeværelse har været meningsfyldt og døden blot er en del af historien.